Fuglen man opgav to gange

Dybt inde i øens østlige del fulgte Polly trægrænsen op i en skov, der ikke lignede noget ved kysten, sammenfiltrede gamle laurbærtræer draperet i mos, med et kronetag så tæt, at kun lidt sollys nåede jorden. Denne kølige, fugtige skov omkring Pico da Vara er sidste tilflugtssted for en lille grå og lyserød fugl, som ikke findes noget andet sted på kloden, prioloen, og Polly var kommet for at se, om hun kunne finde en.

Deep in the east of the island, Polly followed the tree line up into a forest unlike anything on the coast, tangled old laurel trees draped in moss, their canopy so thick that little sunlight reached the ground. This cool, damp forest around Pico da Vara is the last stronghold of a small grey and pink bird found nowhere else on the planet, the priolo, and Polly had come to see if she could find one.

Fuglen var to gange lige ved at forsvinde. Observationerne hørte helt op i nittenhundrede og toogtredive, og i mere end tredive år gik de fleste ud fra, at den var væk for altid, indtil en lille bestand blev genfundet i nittenhundrede og syvogtres, gemt i præcis denne slags skov. Selv derefter blev dens levested ved med at skrumpe på grund af landbrug og hurtigtvoksende fremmede træer, indtil der var færre end hundrede ynglepar tilbage, hvilket efter de fleste optællinger gør den til Europas næstsjældneste sangfugl.

The bird very nearly disappeared twice. Sightings stopped completely in nineteen thirty-two, and for more than thirty years most people assumed it was gone for good, until a small population was rediscovered in nineteen sixty-seven, hiding in exactly this kind of forest. Even after that, farming and fast-growing foreign trees kept shrinking its home until fewer than one hundred breeding pairs remained, making it, by most counts, the second rarest songbird anywhere in Europe.

Det, der reddede prioloen, var tålmodigt, uglamourøst arbejde. Frivillige og forskere brugte årtier på at rive de fremmede træer op og genplante den langsomme, hjemmehørende laurbær, som fuglen faktisk lever af og skjuler sig i. Polly så to af dem lette fra en lav gren, et blødt glimt af lyserødt bryst mod det mørkegrønne, mens de kaldte frem og tilbage i korte, dybe toner, før de forsvandt ind i kronetaget igen.

What saved the priolo was patient, unglamorous work. Volunteers and scientists spent decades pulling out foreign trees and replanting the slow native laurel the bird actually depends on for food and shelter. Polly watched two of them lift off from a low branch, a soft flash of pink breast against the dark green, calling back and forth in short, low notes before disappearing back into the canopy.

Hun ventede længe i stilheden og håbede på et blik mere, men skoven lukkede sig om fuglene, så fuldstændigt som havde de aldrig været der. Det føltes som en rimelig handel, tænkte Polly: en lille stilhed til gengæld for en art, der stadig holder ved.

She waited a long while in the quiet, hoping for one more look, but the forest closed back over the birds as completely as if they had never been there. It felt like a fair trade, Polly thought: a small silence, in exchange for a species still holding on.