Tågen lukker sig bag hende

På sin sidste eftermiddag fløj Polly igen højt op over kysten. Under hende lå temarkerne, krateret med sine to søer og den stille skov, hvor prioloen stadig lever. Deroppefra så øen ud, som den er: en kæde af gamle vulkaner, der stadig langsomt køler af og bliver grøn.

On her last afternoon, Polly flew high above the coast again. Below her lay the tea fields, the crater with its two lakes, and the quiet forest where the priolo still lives. From up there, the island looked like what it is: a chain of old volcanoes, still slowly cooling into green.

Fiskerbådene var på vej tilbage til havnen og efterlod tynde hvide striber på det mørknende hav. Lysene tændtes ét efter ét langs kystvejen. Duften af røg drev op fra kysten.

Fishing boats were heading back to the harbor, leaving thin white lines on the darkening sea. Lights came on one by one along the coast road. The smell of smoke drifted up from the shore.

Tågen rullede ind fra havet, præcis som den havde gjort hele ugen. Den dækkede krateret, så temarkerne, så havnen, og skjulte langsomt øen. Polly havde set den gøre det før.

Fog rolled in from the ocean, just as it had all week. It covered the crater, then the tea fields, then the harbor, hiding the island slowly from view. Polly had seen it do this before.

Hun fløj ud over det åbne vand, mens det sidste lys forsvandt. Bag hende blev øen ved med at koge sin aftensmad under jorden, dyrke sin te blad for blad og holde en lille grå fugl i sikkerhed i sin skov.

She flew out over open water as the last light faded. Behind her, the island kept cooking its dinner underground, growing its tea leaf by leaf, and keeping a small grey bird safe in its forest.