Tågen lukker sig bag hende

På sin sidste eftermiddag steg Polly endnu en gang højt op over kysten, over teterrasserne, krateret med sine to søer og den stille skov, hvor prioloen stadig kalder dybt inde mellem laurbærtræerne. Deroppefra så øen præcis ud, som den er: én lang kæde af gamle vulkaner, stadig svagt varme, stadig langsomt på vej til at køle af og blive grønne.

On her last afternoon, Polly climbed high above the coast one more time, above the tea terraces, the crater with its two lakes, and the quiet forest where the priolo still calls from deep in the laurel trees. From up there the island looked exactly like what it is: one long chain of old volcanoes, still faintly warm, still slowly cooling into green.

Fiskerbådene var på vej tilbage mod havnen nedenfor, små hvide former, der trak tynde kølvand hen over et mørknende hav, og lysene tændtes ét efter ét langs kystvejen. Duften af brænderøg drev op et sted nede fra kysten og blandede sig med det sidste af den salte luft.

Fishing boats were heading back into the harbor below, small white shapes trailing thin wakes across a darkening sea, and lights were coming on one by one along the coast road. The smell of woodsmoke drifted up from somewhere near the shore, mixing with the last of the salt air.

En banke af tåge rullede ind fra havet, som den havde gjort hele ugen, og gled først over krateret, så over temarkerne og til sidst over selve havnen, og foldede hele øen ud af syne under hende. Polly havde set den gøre det før, tålmodigt og uden hastværk, som om øen helst ville forsvinde langsomt frem for på én gang.

A bank of fog rolled in off the ocean the way it had all week, sliding first over the crater, then the tea fields, then the harbor itself, folding the whole island out of sight beneath her. Polly had watched it do this before, patient and unhurried, as if the island preferred to disappear slowly rather than all at once.

Hun drejede ud over det åbne vand, mens det sidste lys holdt fast i horisonten, og efterlod en ø, der stadig kogte sin aftensmad under jorden, stadig dyrkede sin te ét omhyggeligt blad ad gangen, og stadig, et sted dybt inde i en gammel skov, holdt en lille grå fugl i sikkerhed.

She turned out over open water while the last of the light held on the horizon, leaving behind an island still cooking its dinner underground, still growing its tea one careful leaf at a time, and still, somewhere deep in an old forest, keeping a small grey bird safe.