Honning, der har overlevet imperier

Da arkæologer åbnede den egyptiske konge Tutankhamons grav i begyndelsen af nittenhundredetyverne, fandt de smykker, statuer og rækker af forseglede lerpotter. Flere af disse potter indeholdt honning, og selvom der var gået tre tusind år, siden nogen sidst havde rørt ved den, var honningen indeni stadig fuldstændig god. Man kunne, helt bogstaveligt, have spist den på stedet.

When archaeologists opened the tomb of the Egyptian king Tutankhamun in the early nineteen twenties, they uncovered jewellery, statues, and rows of sealed clay pots. Several of those pots held honey, and although three thousand years had passed since anyone had touched it, the honey inside was still perfectly good. It could, quite literally, have been eaten on the spot.

Dette er langt fra en enkeltstående kuriositet. Honning er en af de meget få naturlige fødevarer, der i praksis aldrig bliver dårlig. Endnu ældre krukker er dukket op andre steder: i Georgien fandt arkæologer honning begravet sammen med en adelskvinde for omtrent fem tusind fem hundrede år siden, og også den var stadig sød og spiselig.

This is far from a one off curiosity. Honey is one of the very few natural foods that essentially never spoils. Even older jars have turned up elsewhere: in Georgia, archaeologists recovered honey buried alongside a noblewoman roughly five thousand five hundred years ago, and it, too, was still sweet and edible.

Forklaringen ligger i kemi, ikke magi. Bakterier kan ikke gro uden vand, og honning indeholder næsten intet. Bierne starter med nektar, som til at begynde med er omtrent firs procent vand, og de vifter det med deres vinger inde i stadet, indtil det er reduceret til omkring sytten procent, så der er en væske tilbage, der er så tyk og tæt, at næsten intet kan overleve i den.

The explanation lies in chemistry rather than magic. Bacteria cannot grow without water, and honey contains almost none. Bees begin with nectar, which starts out roughly eighty percent water, and fan it with their wings inside the hive until it has reduced to around seventeen percent, leaving a liquid so thick and dense that almost nothing can survive inside it.

Honning er også let sur med en pH værdi på omkring fire, et niveau de fleste bakterier finder helt igennem ugæstfrit. Oven i det tilføjer bierne en smule af et enzym, der langsomt danner hydrogenperoxid, det samme desinfektionsmiddel, man kan købe på ethvert apotek.

Honey is also mildly acidic, with a pH of around four, a level most bacteria find thoroughly inhospitable. On top of that, bees add a trace of an enzyme that slowly generates hydrogen peroxide, the very disinfectant sold in any pharmacy.

Tilsammen betyder disse tre forsvar, næsten intet vand, en lav pH værdi og et konstant svagt spor af peroxid, at honning, når den først er forseglet og holdt tør, kan stå urørt på en hylde, i en hule eller i en kongegrav i, hvad der næsten svarer til evigt.

Taken together, these three defences, almost no water, a low pH, and a constant faint trace of peroxide, mean that honey, once sealed and kept dry, can sit undisturbed on a shelf, in a cave, or in a royal tomb for what amounts to forever.

Så hvis din egen honning nogensinde bliver uklar og krystalliserer i glasset, så modstå trangen til at smide den ud. Varm den forsigtigt i en skål med varmt vand, og krystallerne vil opløses tilbage til sirup. Honningen var aldrig dårlig til at begynde med. Det viser sig, at honning næsten aldrig er blevet dårlig.

So if your own honey ever turns cloudy and crystallises in the jar, resist the urge to throw it away. Warm it gently in a bowl of hot water and the crystals will dissolve back into syrup. The honey was never spoiled to begin with. Honey, it turns out, is almost never actually bad.