Ét krater, to farver

Højt oppe over øens indre kiggede Polly ned i ét eneste enormt krater, mere end toogtyve tusind år gammelt og bredt nok til at rumme en lille by, to søer og flere gårde inden for randen. En smal stribe land krydsede midten, og på hver sin side af den havde vandet en helt forskellig farve, den ene sø dybblå, den anden klart grøn, som havde nogen hældt to forskellige have i den samme skål.

From high above the interior, Polly looked down into a single enormous crater, more than twenty-two thousand years old and wide enough to hold a small town, two lakes, and several farms inside its rim. A thin strip of land crossed the middle, and on either side of it the water was a completely different color, one lake a deep blue, the other a vivid green, as if someone had poured two different oceans into the same bowl.

De to søer er ikke rigtig adskilte. En smal kanal under landtangen forbinder dem, så vandet i sig selv er ét legeme. Det, der ændrer sig, er alt omkring det. Den blå sø er dybere og spejler blot den åbne himmel, mens den grønne sø ligger tættere på plantedækkede skråninger og små alger, som begge farver dens vand kraftigt grønt i stedet.

The two lakes are not really separate. A narrow channel under the land bridge connects them, so the water itself is one body. What changes is everything around it. The blue lake is deeper and simply reflects the open sky, while the green lake sits closer to plant-covered slopes and tiny algae, both of which tint its water a rich green instead.

Polly fløj lavt langs landtangen, der deler de to farver, tæt nok på til at se fiskerbåde hvile på den ene bred og kvæg græsse på de lave bakker over den anden. Tæt tåge rullede ind fra havet og lagde sig inden for kraterranden, så først den grønne sø og siden den blå forsvandt, indtil kun tangen mellem dem var synlig.

Polly flew low along the land bridge that splits the two colors, close enough to see fishing boats resting on one shore and grazing cattle on the low hills above the other. Thick fog rolled in off the ocean and settled inside the crater rim, hiding first the green lake, then the blue, until only the bridge between them stayed visible.

Hun satte sig på den gamle stenmur ved et udsigtspunkt og ventede på, at tågen skulle lette igen, uden det mindste hastværk. Da den endelig tyndede ud, dukkede begge søer op på én gang, blå og grøn, præcis hvor hun havde efterladt dem.

She perched on the old stone wall of a lookout point and waited for the fog to lift again, in no hurry at all. When it finally thinned, both lakes reappeared at once, blue and green, exactly where she had left them.