Aftensmad gravet ned ved daggry

Ved en lille sø omkranset af damp fandt Polly en række store gryder, der stod ved siden af dybe huller gravet ned i den bare, sorte jord. En kok i et tykt forklæde arbejdede sig ned langs rækken og firede en forseglet gryde ned i hvert hul med et reb, og Polly satte sig på et rækværk i nærheden for at se på, nysgerrig efter hvad der overhovedet kunne være værd at koge i et hul i jorden.

Near a small lake ringed with steam, Polly found a row of large pots standing beside deep holes cut into the bare, blackened ground. A cook in a heavy apron worked down the line, lowering a sealed pot into each hole with a rope, and Polly settled on a nearby rail to watch, curious what could possibly be worth cooking in a hole in the ground.

Hver gryde rummede lag af kød, pølse, kål og rodfrugter, lukket tæt til og sænket ned i jord, der er opvarmet nedefra til omtrent kogende vands temperatur. Ingen flamme rører nogen del af det. Varmen kommer udelukkende fra vulkanen under hele dalen og stiger op gennem sprækker, som blev gravet fri og markeret med stenringe for generationer siden, længe før nogen målte temperaturen videnskabeligt.

Each pot held layers of meat, sausage, cabbage, and root vegetables, sealed tight and lowered into earth heated from below to roughly the temperature of boiling water. No flame touches any of it. The heat comes entirely from the volcano beneath the whole valley, rising up through cracks that were dug out and marked with stone rings generations ago, long before anyone measured the temperature scientifically.

Kokken forklarede, mere med fagter end med ord, at gryderne kommer ned tidligt og bliver liggende begravet i seks eller syv timer, mens alle tager af sted for at se søen, haverne eller byen, og først kommer tilbage, når det er tid til at grave aftensmaden op igen. Det er, syntes han at sige, øens letteste måltid at sætte over og langt det mærkeligste køkken at lave det i.

The cook explained, more with gestures than words, that the pots go in early and stay buried for six or seven hours while everyone goes off to visit the lake, the gardens, or the town, coming back only when it is time to dig dinner up again. It is, he seemed to say, the easiest meal on the island to start and by far the strangest kitchen to cook it in.

Da den første gryde kom op, væltede dampen ud af den i en tyk sky, og duften af langtidskogt kød og kål drev hen over hele lysningen. Polly blev ikke til selve måltidet, men hun så kokken bære det stolt væk, som om det var ham og ikke bjerget, der havde gjort alt arbejdet.

When the first pot came up, steam poured out of it in a thick cloud, and the smell of slow-cooked meat and cabbage drifted across the whole clearing. Polly did not stay for the meal itself, but she watched the cook carry it away proudly, as if he, and not the mountain, had done all the work.